Bestyrelsesprofil

Når du søger en bestyrelsespost, skal du ikke sende hele dit CV. Du skal derimod sende din bestyrelsesprofil. Herfra kan du så linke til dit CV, gerne i form af din LinkedIn-profil.

Din bestyrelsesprofil er 1 side, som ganske kort formidler, hvad du præcis kan byde ind med i bestyrelseslokalet. Ikke hvad du har arbejdet med gennem hele din karriere, men hvad du - qua dine spidskompetencer - kan byde ind med i bestyrelseslokalet.

Det er væsentligt, at du bevæger dig på det strategiske niveau. Du skal formidle, hvordan du kan være med til at udvikle og skabe vækst i virksomheden. Det er - lidt karikeret sagt - ikke nok, at du har arbejdet med sociale medier. I stedet skal du forstå og formidle, hvordan du har arbejdet strategisk med kommunikation og på den måde skabt resultater for de virksomheder, du har arbejdet for. 


GUIDE: Sådan opbygger du din bestyrelsesprofil

Den eneste skabelon, du behøver for at kunne bygge din bestyrelsesprofil + 3 uundværlige hacks

Her kan du hente min guide til at få bygget din bestyrelsesprofil kvit og frit.

Jeg deler den skabelon, jeg har hjulpet over 100 bestyrelsesprofiler til verden med - og giver dig mine 3 uundværlige hacks til en knivskarp bestyrelsesprofil:


I tvivl om dine bestyrelseskompetencer?

Dejlig besked fra Solveig, som blev kaldt til samtale på sin bestyrelsesprofil.

Lige præcis det med kompetencerne er noget af det, jeg får allerflest spørgsmål til, og derfor har jeg udviklet en metode til at stille skarpt på lige præcis de kompetencer du kan byde ind med i bestyrelseslokalet.

I denne post deler jeg nogle metoder til at stille skarpt på dine kompetencer i en bestyrelsessammenhæng.

Min egen bestyrelsesprofil

Her kan du se min bestyrelsesprofil, hvor jeg fortæller, hvordan jeg arbejder med digital transformation og forretningsudvikling. Jeg fortæller fx, at jeg har erfaring fra en international kontekst, og at jeg arbejder kommercielt og strategisk.

Derudover lister jeg selvfølgelig de bestyrelsesposter, jeg allerede har, da de i høj grad er adgangsgivende til flere. Men fortvivl ikke, hvis du ikke har poster eller CxO-titler at byde ind med. Det havde jeg heller ikke, og det lykkedes alligevel, fordi jeg havde de kompetencer, de konkrete virksomheder stod og manglede i bestyrelsen.

Helt lavpraktisk er jeg blevet anbefalet, at bestyrelsesprofilen ikke fylder mere end 1 side, men det forbryder jeg mig imod, fordi jeg også har taget 2 udtalelser med, der fortæller, hvordan jeg arbejder. Det er en væsentlig del af arbejdet i SMV'erne. Kemien skal være der, så jeg forsøger også at give et indtryk af, hvordan jeg er - ud over hvad jeg kan bidrage med - i min profil.

Andre eksempler

Aarhus Universitet præsenterer en lang liste over bestyrelseskandidaturer fra dem, der har gennemført en bestyrelses- eller formandsuddannelse her, og du kan også finde inspiration i mange andre og meget forskelligartede bestyrelsesprofiler her. Klik ind på det enkelte medlem og find linket "Bestyrelsesprofil" nederst på den enkeltes profilside.

Jeg har selv fundet meget inspiration i at se andres profiler, da jeg sad og baksede med at få styr på min egen, så gå endelig på opdagelse i de mange forskellige profiler, som er offentligt tilgængelige via de to links ovenfor.

Målret din bestyrelsesprofil til virksomheden

Det er vigtigt at sige, at den bestyrelsesprofil, jeg har liggende på Bestyrelseskvinders hjemmeside (jvf. link ovenfor), er en generisk version af min profil. Når jeg søger konkrete poster, justerer jeg en smule og målretter profilen til den konkrete virksomhed. Fx er det ikke alle virksomheder, der har brug for min internationale erfaring, men så lægger jeg vægten på noget andet og laver en anden indledning.

Derudover virker det i det hele taget godt at vinkle profilen ift. virksomhedens konkrete udfordringer. Hvis en af virksomhedens udfordringer er, at der er en masse digitale initiativer i gang, men at de ikke kommer i mål eller når at skabe værdi for virksomheden, kan jeg lægge vægten på min store erfaring med projekt- og programledelse og mit konstante fokus på, at vi skal lave det, der skaber værdi. Ikke det, andre synes er sjovt / fedt / interessant, men det, der skaber værdi ift. virksomhedens strategiske udfordringer og / eller målsætninger.

Få feedback

Jeg var i starten super blufærdig omkring min egen bestyrelsesprofil. Tænk at stille sig op og sige man kan alt muligt med alle mulige ord, som i virkeligheden kunne tage prisen i det helt store buzzword bingo. Men sådan ser en bestyrelsesprofil ud. Det er et kendt format, og du skal bare tage det i brug.

Og når du så har forsøgt dig frem, skal du vise det frem og få feedback. Ikke fra din mor eller far - med mindre de er garvede i bestyrelsessammenhæng - men fra nogen, du er tryg ved, som også kender bestyrelsesfeltet, og som ved, hvad der virker. 

Det bliver det kun bedre af. Min egen bestyrelsesprofil har ændret sig meget og er hele tiden blevet skarpere, omend jeg stadig synes den kunne være skarpere. Men så kan jeg jo bare arbejde videre på den, vise den frem, spørge efter feedback etc.

Rigtig god fornøjelse!

P.S. Har du brug for hjælp til at komme i mål, kan du tjekke dette onlinekursus, hvor jeg hjælper dig helt i mål med alle de tips, tricks og hacks, der er brug for.


GUIDE: Sådan opbygger du din bestyrelsesprofil

Trin-for-trin-skabelon til at bygge din bestyrelsesprofil over

3 uundværlige hacks til din bestyrelsesprofil