Simon Sinek og jeg: Et had/kærlighedsforhold

People don’t buy what you do. They buy why you do it. People don’t buy what you do. They buy why you do it.
— Simon Sinek, TEDx, september 2009

Simon Sinek er oprindeligt uddannet etnograf, men i TED-land er han udnævnt til "Leadership Expert". I en af de mest populære TED Talks nogensinde, hvor citatet ovenfor også stammer fra, causerer han over, hvorfor nogle firmaer og personer er mere succesfulde end andre. 

Simon Sinek - The Golden Circle

Det handler om, at de ved, hvorfor de går på arbejde. Ikke kun hvad de laver, eller hvordan de laver det, men hvorfor de laver det, de gør på arbejdet. Han kalder det The Golden Circle.

Det er således i denne forbindelse, han fremfører citatet ovenfor. Pointen er, at mennesker er drevet af et formål, som er større end at tjene penge.

Og hvis man som virksomhed formår at identificere og artikulere dette formål (=why), vil medarbejdere performe bedre og udvikle bedre produkter og services (= what) på en smartere, bedre eller mere effektiv måde (= hvordan).

Hans dominerende case eksempel er - som i meget andet fra 00'erne - Apple:

Here’s how Apple actually communicates. “Everything we do, we believe in challenging the status quo. We believe in thinking differently. The way we challenge the status quo is by making our products beautifully designed, simple to use and user friendly. We just happen to make great computers.
— Simon Sinek, How Great Leaders Inspire Action, september 2009

Jeg er egentlig ikke uenig med Simon Sinek, og derfor vil jeg også som en af mange små, sjove øvelser forsøge at identificere mit eget "why?" for min egen lille biks, men her en del år senere tænker jeg ofte, at det virker for religiøst. Hvilket bestemt ikke er negativt for mig med min baggrund i religionsvidenskaben, faktisk synes, jeg det er fascinerende med hans gestik (se bare billedet på denne post, næsten som en prædikant) og hans retoriske opbygning, bl.a. gentagelserne som citatet i toppen er udtryk for. Det er ikke mig, der ved en fejl har skrevet hans udsagn to gange.

Mit forbehold går på, at jeg synes den store og omsiggribende formålsreligion virker ekskluderende for en hel masse mennesker, som passer et arbejde og er glade for det, bidrager mens de er der, og så går hjem igen og er lige så glade for det, der sker dér.

Her synes jeg Sinek og måske endda mere hans disciple (can't help it) overbetoner formålet. At vores arbejde skal udfylde et formål, som er i overensstemmelse med vores personlige formål i livet etc. Og at du i yderste konsekvense, hvis du ikke ved, hvad det er, er fortabt. Dér får den lige en tand for meget for mig, hvorfor jeg også blev helt glad, da Emilia Van Hauen formulerede min skepsis i en kronik i Børsen under overskriften: "I 2016 bliver dit bidrag (og ikke dit formål) det vigtigste" med underrubrikken: Formålskvalme. 

Og som altid, når jeg læser noget skarpt / klogt / tankevækkende, delte jeg på Twitter: