Om kvinder i ledelse - betragtninger fra en klog kronprinsesse

I denne uge var jeg til #Innotalk. Det var Industriens Fond og McKinsey, som inviterede, og overskriften var “Hvordan styrker vi kønsbalancen?“ Talerækken var imponerende, særligt faldt jeg pladask for Vestagers ligefremme facon, men der var også noget med tonen generelt, som var anderledes end alle de andre sammenhænge, hvor jeg diskuterer kvinder i ledelse og bestyrelser.

Tonen var ærlig, og den var anerkendende.

Kønsdiversitet er svært

Ikke en lang opremsning af quick fixes men en erkendelse af, at det er svært, det her. Selvom vi vil det rigtig meget, er det stadig svært. Stærkest fremlagt af Marianne Dahl, CEO i Microsoft, som har gjort alle de rigtige ting. Microsoft har mål for øget kønsdiversitet, de ansætter efter The Rooney Rule, og øget kønsdiversitet er på dagsordenen hos den absolutte top - og alligevel er det også svært i Microsoft. Så svært at Marianne faktisk har indført ansættelsesstop for mænd de kommende 6 måneder for at nå sine måltal. Stor latter fra salen.

Og så var det også mit første møde med Kronprinsessen. Møde er måske så meget sagt, idet jeg var tilhører i salen, og hun stod på scenen, men nøj, hvor var hun skarp. Indledte med at undskylde over, at hun som den sidste taler måske kom til at gentage nogle af pointerne fra de andre talere, men det var på ingen måde tilfældet. Hun havde nemlig sin egen vinkel. En ny vinkel. Og den vinkel handlede om tillid.

Det hander om tillid

Jeg har tidligere harceleret over, at vi taler så meget om mod. At kvinder skal udvise mere mod, og så sker det magiske, at vejen er banet til bestyrelserne. Så er det sidste forhindring skubbet af vejen. Og det er jo noget vrøvl. Mod er ikke en magisk 3. ingrediens næst efter kompetencer og ambitioner om ledelse. Men måske er den magiske 3. ingrediens i stedet tillid?

Det var nemlig tillid, Kronprinsessen talte om. Og så bliver hele samtalen vendt på hovedet. Tillid kigger indad. Tillid kigger på, hvad der skal ske i selve relationen. Tillid peger ikke fingre på samme måde, som mod gør. Når vi taler om mod, siger vi til alle de andre (kvinderne), at det er dem, der skal gøre noget mere, at det er deres ansvar.

Når vi derimod taler om tillid, drager vi begge parter ind i ansvaret. Og sikke en fin måde at sige det på. Vi skal have tillid til hinanden. Vi skal have tillid til, at vi kan og vil. Allesammen.

Måske er tillid i virkeligheden mere modigt end mod? Jeg ved det ikke. Men under alle omstændigheder er det dér vi skal hen. Modigt eller ikke.

Kongehuset har offentliggjort Marys tale, så du kan også selv læse med her: http://kongehuset.dk/taler/hkh-kronprinsessens-tale-ved-innotalk-den-1-oktober-2018

Og her gengiver dagens talere deres pointer foran kameraet i en fin, kort film:

Her skriver jeg også om diversitet: