Hvordan får vi flere iværksættere i Danmark?

Min påstand vil være, at man ikke får flere iværksættere ved at tvinge dem til at præsentere deres idéer i iskoldt vand. Iskoldt. Som i "fyldt med knust is".

Og hvor jeg får dog den skøre idé fra? Fra Iværksætterskibet på Folkemødet. Her lærte jeg, at det hedder Polar Bear Pitching, og jeg fik endnu en gang lyst til at gribe den mentale mikrofon og råbe ud over forsamlingen:

"Stop det! Vi får ikke flere iværksættere ved at tale mere om alle lidelserne!" 

Faktisk er jeg alvorligt bange for, at vi får færre.

Se fx et Polar Bear pitch fra Solskinsøen her.

En *rigtig* iværksætter

Og ja, så er der nogle, der vil skyde mig i skoene, at jeg ikke er en *rigtig* iværksætter. Og nej, det er jeg nok ikke. Jeg arbejder ikke med skalérbar tech, jeg har et liv ved siden af mit arbejde, og jeg drømmer ikke om unicorns. Det skriver jeg også om her.

Men tror vi virkelig, at vi skaber flere iværksættere ved at blive ved med at fortælle, hvor sindssygt hårdt, det er? Hvor meget man skal sætte til side. Hvor meget man skal banke hovedet ind i en mur, og løbe videre med hovedet fyldt af blod, som Jesper Buch præsenterer klichéen så livagtigt her. At man skal være gift med sit arbejde og - gud forbyde det - ikke regne med at se familie, venner eller for den sags skyld børn i de år, virksomheden bygges op?

Jeg er med på, at man i perioder arbejder meget, og at det at banke en virksomhed op kræver en ekstraordinær indsats. Det gør det for så vidt også at banke en solo-selvstændig virksomhed op. Og tag ikke fejl. Jeg elsker at arbejde, og jeg gør det også gerne meget. Men der er brug for nuancer. 

Flere former for iværksætteri

De nuancer får vi fx, når fremragende Mathias Tao Agger Linnemann fra Worksome interviewer Tommy Ahlers (ja, den Ahlers) i sin fremragende podcast Generation Freelance.

Her tager de fx fat i en diskussion af "all-in". Hvad betyder det? Og betyder det måske noget andet, efter man har fået børn end før man fik børn? Ja, siger de samstemmende.

Og den fortælling tror jeg helt ærligt mange flere kan genkende sig i, ligesom jeg også tænker den virker meget mere appellerende for langt flere.

Flere iværksættere i Danmark

Vi vil gerne ha' flere iværksættere i Danmark. Så lad os folde fortællingerne og nuancerne ud. Iværksætteri er andet og mere end arbejde og blod i fjæset af alle de mure, man løber panden imod. Jvf. førnævnte Hr. Buch (og ja, klik bare på linket. Det er #NoKidding).

Iværksætteri er også frihed og fleksibilitet. Det er handlekraft og virketrang. Det er at være herre i eget hus og skipper på eget skib. Det er fedt, og det er frustrerede. Men det foregår ikke altid med blod i fjæset. Og det er dog noget.